Ensomhed
Der er forskel på at være ensom og at være alene. For mange kan det være svært at være alene, fordi de så føler sig ensomme. Nogen lader op, når de er alene, mens andre får energi af at være omgivet af mennesker.
Ensomhedsfølelsen kan ramme i alle aldre. Alle har en rem af ensomhedens hud, men det er ikke sikkert, at de er klar over det.
For egoet (for den forestilling om, hvem du er) kan det være svært at være alene, fordi det bliver sidestillet med noget skamfuldt. Det kan være, at du tænker tanker som, at ensomme mennesker ikke er værd at være sammen med, og at de ikke er elskelige. Hvis de var det, ville de ikke være alene. Og fordi ingen har lyst til at være ikke-elskelig, så dækker alle over følelsen af ensomhed.
Men ubehaget omkring ensomhed kommer fra dit sinds negative spejling på det at være alene. Billedet i dit sind bygger på en forestilling om at være udenfor og forladt. Da du var lille og afhængig af andre til at tage sig af dig, var den største frygt at blive forladt. At blive efterladt var lig med at være ensom og fortabt, og fordi du ikke blev spejlet for den du er, så tror du heller ikke selv, at du ”er der”. Dit selv blev forladt, og derfor forlader du det også selv.
I virkeligheden kan du ikke være udenfor, for du er jo indeni, men følelsen virker meget ægte, når du står midt i den.
Følelsen af forladthed kan være ubærlig, og derfor forsøger du at undgå at føle den helt ud ved at søge trøst i noget, som kan dulme den. Måske er andres selskab det eneste, som kan holde ensomhedsfølelsen fra døren. Det kan være, at du har svært ved at være i dine følelser, og at du hele tiden har brug for at vende dem med andre. Du undgår for alt i verden at søge indad for svar og trøst. Men tør du at give slip på alle dine undvigemanøvrer og tillader dig at være fuldt nærværende, så vil du finde ud af, at det blot er et billede, dit sind har skabt om at være udenfor. Du er der indenunder, men fordi du ikke har haft erfaringer og erindringer i forhold til, hvordan det føles at være dig, så er det et kapløb mellem at udholde smerten for en stund eller give efter og søge trøst. Så længe du søger trøst og giver op, vil du ikke opdage, at du er der.
Vi er ensomme, indtil vi finder ind til kernen i os selv. Vi er ensomme, indtil vi finder ud af, at vi er en del af noget større; af jorden, dyrene, naturen og universet. Dyr føler sig aldrig ensomme. De føler instinktivt, at de hører til. Da vi mennesker foretog det voldsomme spring op ad evolutionens stige, mistede vi samtidig forbindelsen til naturen og livets cyklus. Vi mistede fornemmelsen for vores pagt med naturen. Med vores suverænitet gjorde vi os til jordens herskere og dermed opstod ensomheden. Ensomheden ligger i distancen. Når vi giver slip og lader os forene med alt det, som var her længe før os og som vil overleve os, så forbinder vi os med evigheden, og så er vi ikke ensomme.
Vejen ud af ensomheden og rejsen hjem i dig selv er måden at løfte dig over dit sinds forestilling om, at vi er adskilte væsener. Naturens orden bygger i virkeligheden på samarbejde og enhed. Du kan lære at komme hjem i dig selv og dermed også lære at føle følelsen af forbundethed i stedet for separation.
