Kender du til

At sidde fast

 

Lær at blive i stand til bevidst at bremse indgroede tankespor, således at du kan skabe en ny fremtid.

Fordi vi har levet i vores sind og tænkt de samme tanker, haft de samme følelser, oplevet de samme ting, så antager vi, at sådan er vi, og at det ikke er til at lave om på. Men den gode nyhed er, at det som du antager er dig, blot er en programmering. Det er en programmering af det liv, du har levet indtil nu. Hvis du er træt af måden, det har været på, så kan du ændre det. En enestående måde at gøre dette på, er ved at gøre sindet stille og samtidig forestille dig, hvordan du og din fremtid skal være.

Der findes et hav af teknikker indenfor mindfulness og meditation, som kan hjælpe dig med at gøre dit sind stille. At meditere betyder at blive fortrolig med. Når du sidder helt stille og observerer dine tanker, så kan du vælge, om du fortsat vil tænke dem, eller om du vil vælge andre tanker. Så bliver du herre over dit eget sind. Du sidder med dit gamle jeg og kan vælge dit nye jeg. Det er ikke bare sådan, at du kan valse over i dit nye jeg på få dage. Hvis 95% af hvem vi er, når vi er 25, 35, 45 eller 55 år er det sæt af underbevidst adfærd, automatiske vaner, følelsesmæssige reaktioner, overbevisninger, opfattelser og holdninger, der fungerer som et computerprogram, så vil det kræve al den bevidsthed du kan mobilisere for ikke at falde i den samme brønd. De samme tanker vil altid føre til de samme valg. De samme valg vil altid føre til den samme adfærd. Den samme adfærd skaber de samme oplevelser og de samme erfaringer producerer de samme følelser, og disse følelser udløser de samme tanker.

Grunden til at du ikke bare kan tænke positivt, og så er alt ændret skyldes, at tankerne over tid har sat sig i din krop i form af følelser. Så du kan tænke dig nok så glad, men hvis du har følt det stik modsatte i 10, 15, 20 år, så kan du ikke vinde. Det handler om, at du skal betragte dine følelser og dine tanker fra et sted i dig, som ikke er fanget i programmeringen. Du bliver nødt til at blive bevidst om dine ubevidste vaner og adfærd, og endda hvad du siger, og så må du ændre alt dette. Du må se på disse følelser, som holder dig forankret til fortiden og beslutte, om disse følelser skal høre hjemme i din fremtid. Vil du fortsat lide? Eller vil du sætte alle sejl ind på at gøre det bevidste arbejde, der skal til, for at du kan opleve helt andre tilstande?