Kender du til

Rastløshed


 

Vi lever i en urolig tid, hvor vi kan logge os på verdens mange stemmer, og blive beriget med inspirerende og spændende nye ideer, input og oplevelser. Men mangfoldigheden af muligheder kan blive til et indre pres, for hvis ikke jeg lykkes, så er jeg en fiasko. Tempoet omkring os er hastigt, og vi søger efter et sted at lande vores identitet, et ståsted, hvorfra vi kan forholde os til alt det, som sker omkring os. Verden er et slaraffenland af muligheder, og vi skal kunne omstille os og være fleksible. Har du en solid følelse af et sammenhængende selv, kan du snildt bevæge dig i urolige farvande, for det kræver en stabil identitet. Den grænseløse tilværelse kræver, at du ved, hvor dine grænser er. Grænser handler om identitet, og om at kunne skelne dig selv fra andre.

Men mange døjer med en diffus identitetsfølelse og en følelse af, at man mangler noget. Det kan være, at du synes, at du ikke er nok, eller at du ikke slår til. Det kan være, at du har svært ved at være til stede og nærværende, som om følelserne er frosset fast, og du ikke er i stand til at mærke noget.

Længsel er noget, alle kender til. Mennesket har altid længtes efter noget, efter helhed. Vi kan længes efter at nå i mål med noget, vi har stræbt efter, vi kan længes efter en elsket person. Vi kan længes efter kærlighed. Vi kan længes hjem. Vi kan længes efter Gud, en tro, en kraft større end os, som vi kan læne os op ad. Længslen har altid et mål. Men mange ved ikke, hvad deres længsel retter sig mod. Det skaber en uro og en rastløshed og en længsel efter, at den urolige rastløshed vil stoppe.

Rastløshed er en naturlig tilstand, hvis den er midlertidig. Men hvis den har taget bo i dag, uden at du kan finde ind til årsagen, så kan du have brug for hjælp til at se ind den, for at blive klar over, hvad den handler om.