Indre tomhed
Fik du som barn at vide, at du var sød, glad og tilpasset, og at du var nem at have med at gøre? At du ikke lavede ballade som mange andre børn, men derimod var yderst hjælpsom og støttende og med stor ansvarsfølelse og en evne til en indlevelse, som rakte langt længere end din faktiske alders formåen?
Har du været sådant et flinkt barn, og leder du nu som voksen efter et eller andet, som kan forklare den indre følelse af tomhed, som følger dig, så kan der opstå en tomhed indeni, som om du har mistet noget, som du end ikke vidste, at du havde mistet. Det kan føles som af tab af mening og tab af vitalitet.
Der er noget, du som barn er blevet frarøvet – at blive set og taget for den, du var med dine krav og behov. Fordi der i dit barndomshjem ikke var kapacitet og overskud til, at den voksne kunne ”lægge sig selv til side” for at se dig og tage dig alvorligt, så har du resigneret og kompenseret ved at bøje af for dine behov og i stedet smeltet sammen med dine omgivelsers holdninger, ønsker og forventninger. Som voksen oplever du tomhed og meningsløshed som følge af, at du ikke udviklede et selv, hvorfra dit liv skulle tage sit afsæt. For at få behovet for at høre til din flok tilfredsstillet og for dog at få anerkendelse for noget, har du udviklet en fintunet fornemmelse for andres behov for omsorg. Men du er blevet frataget din barndoms friskhed og umiddelbarhed. Du har lagt dig selv til side for gennem hensynet til andre at få den livsnødvendige følelse af accept og berettigelse. På sin vis er du blevet for hurtigt voksen, men samtidig lever du med udækkede barnlige behov. Din flinkhed kamuflerer over følelsen af ensomhed. Udadtil virker du som en, som kan klare sig selv og som er selvforsynende, men i virkeligheden har du behov for at være lille og at få omsorg. Flinkheden giver dig umiddelbart anerkendelse, men på bekostning af dit behov for omsorg. Og derudover har du heller ikke øje for omsorgen til dig selv.
Du føler ingen oprigtig glæde ved noget. Snarere er livet et trædehjul uden ophør. Du kan ikke forstå meningen med det hele.
Men der findes en vej ud af intetheden og tomheden, og den vej er vejen tilbage til dig selv. Du har brug for at sørge over barndommen, som du blev frarøvet. Sorgen er måden at lægge den bag dig og komme videre. Du må sørge for at kunne leve med, at noget er tabt for altid. Og dernæst skal tomheden og tabet erstattes af noget, som på sigt vil give dig en virkelighedsfølelse, og det at have et selv, du kan trække dig tilbage til for at koble af og lade op, og som vil give dit liv mening.